Det har været nogle hårde døgn for mig. Helvedet begyndte kl. 22.30 søndag aften. Jeg vågner ved smerter i højre side af maven. Jeg står op og går først på toilet og dernæst laver jeg nogle få udstrækninger, hvorefter jeg går tilbage til min seng og ligger mig til at sove. En time senere vågner jeg atter. Denne gang med enorme og uoverskuelige smerter, som jeg på ingen måder kan sove mig fra eller for den sags skyld gøre noget ved. Uanset hvad jeg gør, så forsvinder smerterne ikke. Jeg føler, at det bliver værre og værre for hvert skridt og åndedræt, jeg tager. Hvad fanden sker der?
Min kæreste ringer til vagtlægen, da jeg ligger med hovedet op af væggen fra toilettet, hvor jeg sidder og ikke kan komme fra. Tanken om at skulle rejse mig virker helt uoverskuelig og jeg tænker, at det vil forværre mine smerter hvis jeg bare i det hele taget overvejede at flytte mig fra min position. Jeg græder og skriger skiftevis. Jeg føler mig magtesløs. Jeg får røret for øret og en stemme spørger, hvordan jeg har det. Jeg forklarer, at jeg har så mange smerter, at jeg ikke kan være nogen steder. Gudhjælpema’ om stemmen i telefonen, som forøvrigt ikke havde præsenteret sig selv, så spørg: “Hvad tænker du, at vi skal gøre ved det?”. Jeg forsøger så afdæmpet (som muligt – ja, jeg nærmest skriger ind i telefonen) “Det ved jeg sgu da ikke. Det havde jeg da håbet på, at du vidste! Jeg kan ikke være nogen steder. Vil du ikke godt hjælpe mig? Jeg kan ikke mere… Det gør ondt!”. Herefter får jeg, at vide at der er vagtskifte kl. 24.00 og en anden læge vil tage stilling til, hvorvidt jeg skal komme ind til tjek eller ligge mig til at sove igen. Her er kl. 23.40 og jeg mærker magtesløsheden over, at skulle vente næsten en halv time på, at telefonen ville ringe og en anden stemme vil fremlægge konklusionen om, hvad der herefter skulle ske.
Den næste telefonsamtale bliver til min fordel meget kort. Min kæreste bliver ringet op ca. kl. 00.10 og han får at vide, at vi skal komme derop hurtigst muligt. “Komme derop tænker jeg!”. Vi bor ca. 500m fra Silkeborg Sygehus, men vi har ingen bil. I den pågældende situation er 500m alt for uoverskueligt, alt for langt! Jeg tænker, at jeg aldrig klarer det. Da vi endelig nåede sygehuset var der nok gået yderligere 15minutter og jeg havde bestemt ikke fået det bedre. Min kæreste havde nærmest skiftevis slæbt og løftet mig dertil. Hvor han har fået kræfterne fra begriber jeg ikke, men jeg elsker ham for det og jeg er klar over, at havde det ikke været for ham, så havde jeg aldrig nået sygehuset. Jeg havde så ondt, at jeg troede jeg skulle dø. For det ikke skulle være løgn, hang der et skilt på hovedindgangen, at vi skulle om på den anden side af bygningen for at komme ind. Jeg tænkte, at det fandme måtte være løgn. Her står jeg og jeg har ondt. Jeg kommer aldrig derom. Et kort øjeblik overvejede jeg endda bare at sætte mig ned som en anden unge, der ikke har fået sin vilje, med korslagte protesterende arme rundt om maven, indtil nogle falkfolk dukkede op og fik mig båret ind. Jeg var simpelthen så afkræftet og ligeglad med det hele. Hvis ikke jeg snart kom ind og fik hjælp, så kunne det fandme også bare være ligemeget.
Med hjælp fra min kæreste kom jeg omsider om til døren, hvor vi kunne komme ind. Der var hjælp med det samme og inden længe var jeg inde hos lægen, der skulle undersøge min mave. Han tog heldigvis ingen chancer og fik mig sendt til Viborg Sygehus omtrent kl. 00.40. Vejen føltes så uendelig lang. Hvert lille drej eller bump på vejen kunne jeg mærke og jeg skreg hver gang. Den her smerte havde jeg aldrig nogensinde oplevet før og det værste var at jeg ikke vidste, hvorfor det gjorde så djævlsk ondt. Uvished har jeg aldrig helt lært, at forholde mig til. Da jeg ankommer til Viborg Sygehus kommer jeg straks i isolation og et par skud morfin sprøjtet direkte i årene. End ikke dette kunne smertestille mig og jeg måtte dertil få yderligere 2 forskellige slags stikpiller. Den kombination af smertestillende gav mig omsider en smule ro. Det tog toppen og jeg fik sovet ca. halvanden time frem on and off. Smerten var der jo stadigvæk.
Fra kl. 06 om morgenen startede så hele ravagen med diverse undersøgelser, temperaturmålinger og blodprøver. Her er stadig ingen årsag fundet. Jeg er efterhånden desperat, men samtidig også magtesløs i ét. Jeg føler, at alt andet (der ikke har med mine smerter, at gøre) bliver tjekket og processen syntes så langsommelig, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg får besked på, at serverer en urinprøve for hov: “Vi skal da lige tjekke om du kan være gravid”. Forhelved! Jeg udbryder meget fattet og knapt så omtumlet “Jeg er forfanden ikke gravid! Ta’ mig på mit ord og vi spare den tid i bruger på, at undersøge det!”. Sådan blev det selvfølgelig ikke. Urinprøven blev afleveret, som beordret og tilbage fik jeg “MEGET overraskende” at vide “Du er ikke gravid. Testen var negativ”. Flot flot flot. “Super – kan vi så komme videre?”. Hertil får jeg svaret “Vi må hellere lige foretage en gynækologisk undersøgelse. Bare lige så vi er sikre på, at der ikke kan være andre årsager til dine smerter”. Pokkers – endnu engang spild af tid! Denne gang lod jeg være med, at komme med et flabet bedrevidende svar. Jeg orkede det simpelthen ikke.
Nattelægen havde forinden fortalt, at med de smerter lige nøjagtig i den pågældende side af maveregionen, så kunne der kun være 2 muligheder: Blindtarmsbetændelse eller nyresten. Og hvad gør de? De undersøger mig for ALT andet end det! Jeg bliver overrumplet af frustration og græder on and off under diverse undersøgelser, som jeg ikke føler har en skid med mine smerter, at gøre. Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt. Først da jeg kommer i en TC skanner omkring kl. 14.30 mandag, står det klart. Jeg har haft nyresten, som ER passeret og der ligger tilsyneladende ikke flere. Kl. 17.40 bliver der konkluderet, at jeg gerne må komme hjem og sove på baggrund af skanningen og mine blodprøver som viser, at infektionstallene langsomt falder. Jeg er afkræftet, træt og forstår ikke rigtig beskeden.
Lige nu, tirsdag aften, er jeg lidt i samme boble. Jeg er træt, afkræftet og jeg kan ikke klare flere informationer. Yderligere undersøgelser forsætter imorgen frem til mandag. Dermed sagt er jeg endnu ikke ved vejs ende i det her forløb, da mit blodtryk er meget højt. Next step gælder kolesteroltallet og stofskiftet. Flere blodprøver er netop blevet taget idag og jeg sidder atter tilbage og føler mig fanget i uvished.
Alt jeg kan konkluderer er: Før bloggen kommer helbredet!
