Søde du, inden du læser videre skal du lige vide, at dette indlæg omhandler mine tanker 2mdr. efter, at jeg blev alvorligt syg pga. p-pillerne.
Et tankeindlæg – til fordel for mig selv, men også til fordel for dig, som vil have lidt stof til eftertanke.
Budskabet afhænger af med hvilket sind du vælger at gå ind til dette indlæg og vil højest sandsynlig opleves forskellig.
God fornøjelse! 🙂
Jeg sidder og lytter til en af Joey Moe’s sange. Og nej, det er ikke ‘million’. Sangen hedder ‘hvis ikk’ det skal være os’. I kan være helt rolige. Min kæreste og jeg har det godt sammen. Ja, jeg vil væde min hat på, at vi er stærkere nu end for bare 2.mdr siden. Selvom det har været hårdt for ham, at skulle se mig være så syg, så er hovedsagen jo at vi overlevede det. Første linje i sangen er ‘min hverdag er ude af takt’, hvilket passer rigtig godt på min situation lige nu. Jeg er rystet i min grundvold, som havde der været er jordskælv. Min hverdag er ude af takt. Jeg er angst. Hele tiden. Ustandseligt. Der er alt for mange indtryk, at skulle holde styr på i hovedet og alt for mange sygehusbesøg, der skal bearbejdes og helst på den rigtige måde, som ikke patu’ bare er at ‘kaste’ det der gør ondt om i den usynlige rygsæk. Men hvad så når man ikke altid kan rumme det og skuldrene ikke kan bære det?
For mig, har de sidste 2mdr. kun handlet om sygdom, sygehuse og sygemelding fra arbejdet. Før var jeg pigen, der aldrig var syg. Nu er jeg pigen, der pludselig fejler alverden. Eller… sådan føles det. Jeg forbander de p-piller langt væk til hvor pepper’et ikke gror og langt længere væk end det. Det har for altid ændret mit liv og mit syn på verden. Jeg bilder mig selv ind, at jeg ikke skal være syg for altid (min værste frygt), at det hele løser sig. Det er der en lille spæd stemme i mit hoved, der fortæller mig når mit bange sind melder sig. Jeg burde jo nok begynde at tro på det, men jeg tør’ ikke endnu. Selvom jeg stille og roligt stiger mod bredden, så forbliver jeg på dybt vand indtil jeg er trappet ud af medicinen og min krop beviser over for mig, at den selv kan regulere mit blodtryk uden nogen som helst hjælp. Først da er jeg tryg nok til at turde tro på det.
Indeni er jeg vred. Rasende. Bitter over den situation, jeg er havnet i. Karma, hvor FAN*** er du? Og hvorfor gør du det her mod mine forældre? Jeg har så ondt af dem. Jeg er enebarn, den eneste, de har. Og pludseligt bliver de stille vidner til deres eget barn i frit fald og i starten endda med en ukendt årsag og uden én eneste handlingsplan. Det er umenneskeligt at skulle omstille sig bare sådan. Dejavu. De har allerede mistet ét barn pga. lægesjusk og hvis min skæbne skulle blive den samme, hvad er da så meningen med det hele? Jeg håber aldrig, at jeg nogensinde kommer til at opleve noget lignende, hvis jeg en dag får lov at være så heldig, at få børn. Men omvendt. Jeg kender ikke nogen, der har forældre så stærke, som min mama og papa. Hvis jeg kunne blive ligedan til den tid, vil jeg være STOLT. Vi er som vand over ild. Uovervindelig.
En anden tanke, der kan sætte mit pis i kog er mennesker, som har alle muligheder og får tildelt alle resourcer for at blive raske og få et velfungerende liv, men som bare står og stamper i jorden og siger “jeg vil ikk! Jeg kan ikk’! “. Pjat! Du kan, hvad du vil! Her står jeg og vil gøre ALT hvad jeg kan for, at blive rask, fri af medicin og tilkæmpe mig min hukommelse tilbage igen. Skal vi bytte? Jeg mener…I ringer bare! Jeg vil gøre alt for, at blive fungerende på akkurat den måde, jeg var, før alt det her. Dengang jeg tog det for givet, at have et godt helbred. Hvad pokker? Jeg vågnede jo hver dag alligevel! Af det her forløb har jeg lært begrebet ‘taknemmelighed’ og forståelsen vil jeg holde fast i, selvom jeg tror, at jeg først helt og rigtigt forstår det nu.
Jeg kan virkelig ikke finde mig selv i den ‘opgivende’ tankegang, som mange mennesker har – især unge. Jeg kunne brække mig i stride strømme over den attitude! Og jeg ved godt, at mange sikkert vil sige, at jeg skulle ta’ og have lidt respekt og være lidt overbærende med mennesker, der faktisk har det skidt psykisk. Min tålmodighed og overbærenhed er uendelig, men holdningen kan jeg ikke genkende mig selv i mere. Og slet ikke nu, hvor min elskede morfar oveni det hele har fået kræft. Psyken kan du bearbejde, det kan du ikke altid med en diagnose. Jer, der føler jer ramt – Tænk over det!
I forbindelse med alt det her sygdom, er der mennesker, som jeg havde regnet 110% med ville være der, men som bare vendte ryggen til og så den anden vej. Jeg hørte hverken et pip eller kuk fra jer. Det har gjort ondt, det skal I vide. Og jeg har grædt. Nogen af jer, havde jeg faktisk, i mit inderste inde, givet en chance, men nu må jeg være ærlig og sige, at jeg har tabt alt for jer. Peoplepleaser, det er, hvad jeg har været. Men det er slut nu. Jeg ser nu med helt klar optik, hvilken tak jeg har fået for det. Har jeg så brændt mine broer? Nej, de var brændt ned for længst. Og det var ikke mig, der satte ild til dem. Jeg har blot været for naiv til at kunne se, at mine tårer var spildt på forhånd. Nogle gange tager det åbenbart bare tid, at erkende det dit sind allerede ved i forvejen..
Welcome, the new me..
