Nå, fik i oddset lidt på, hvem artisten bag “thank you” er? Nogen af jer, har sikkert siddet derhjemme bag skærmen og gættet lidt med. Ingen kommentarer er modtaget i kommentarfeltet HER fra igår, men derfor er det alligevel blevet tid til at afsløre artisten. Ja, faktisk gav jeg jer et lille skjult hint i indlægget fra i går. Jeg er jo personligt helt tosset med Celine Dion og mener helt klart at hun stadig kan være med på toppen sammen med de helt store sangerinder.  Nogen af jer vil erklære sig enig i denne påstand, men størstedelen af jer vil sikkert ikke, da Celine Dion nok ikke lige er det størstedelen sætter i ørene i det lokale fitness center. JEG gør! & igen – jeg synes hun er FANTASTISK!

Som sagt hedder sangen “Thank You” og stemmen bag er altså Celine Dion, men lad være med at klikke dig væk fra min blog og giv mig i stedet en chance for at omvende dig. Okay, det lød bedre i mit hoved… Men indlægget hér er altså langt fra tosset! Ris og ros modtages gerne i kommentarfeltet nedenfor – men FØRST når du har læst indlægget færdigt og hørt mit overdøvende klip.

Men hvorfor lige “Thank you”? Helt specifikt har jeg især to mennesker i mit liv, som jeg ynder at sige en stor tak til. Mine forældre. De er suverænt de stærkeste forældre i sammenligning med andres. I al fald set fra min optik. I 1996 mistede de min lillebror, kun 7 dage gammel og pga. lægesjusk, men alligevel har de altid haft et overskud og et mod til at ville være der for mig uanset hvad! Man kan jo sige, at det er en forældres pligt altid at være der, men jeg vil simpelthen ikke tillade mig selv, at tage det som en selvfølge – ikke når jeg kender til alle de odds, som mine forældre har været oppe imod og jeg har aldrig nogensinde manglet noget! Da jeg var nyfødt havde jeg ikke andet at tilbyde end mig selv og det har altid været godt nok for dem. 42.000 danske kroner måtte de smide i kontanter, dengang tilbage i 1993 på Rhodos, for at få et kejsersnit, så jeg kunne blive født uden at få mén eller i værste fald dø af min mors alvorlige svangerskabsforgiftning, som iøvrigt kunne have endt med dødelig udgang for hende selv. Vi overlevede begge to og mine forældre kom endnu stærkere ud på den anden side som forældre til det, som blev starten på mit liv, som Sabrina. Hvis jeg selv kunne vælge mine forældre, så ville jeg ikke vælge nogen andre! De er de bedste mennesker, jeg kender på jorden. Ubetinget kærlighed!
Denne her sang har fået en helt særlig betydning for mig – især efter mit skrækkelige forløb med p-pillerne, som nær havde taget livet af mig. Jeg havde et blodtryk på 258/178 og en puls på 113, da jeg blev indlagt – og kunne jeg mærke noget? Intet! Det var rent ud sagt held i uheld, at jeg havde den tid til kontrolmåling af mit blodtryk, at jeg i det hele taget blev indlagt inden jeg gik i gulvet med en blodprop. For jo, den havde været undervejs.
Jeg kan ikke beskrive hvor bange jeg blev, da den ene side af mit ansigt blev følelsesløst og snurrede. Bare det at jeg skriver og fortæller jer om det nu, kan få mine tåre til at trille ned af kinderne på mig af bare angst. Til trods for arbejde og andre hverdagsstrabadser, så var mine forældre ved mig alt den tid, de overhovedet havde mulighed for det og jeg kan ikke sige i ord, hvor meget jeg værdsætter det – og dem! For de er fantastiske, men jeg får det sagt alt for sjældent.

Mens jeg lå på akutafdelingen M1 (hjertemedicinsk) i Silkeborg, lå min morfar på akutafdelingen i Viborg og fik konstateret tarmkræft. Jeg ved ikke, hvor fanden min mor har fået de kræfter til at kunne overskue denne her situation. Og sikken et dilemma. Skulle hun køre til sin datter eller til sin far, som begge lå i hver deres by og på alvorlige afdelinger, hvor udfaldet kunne risikere, at være med dødelig udgang for dem begge to. Det må være en helt umenneskelig situation, at befinde sig i – både for mor og for far!

Jeg er ked af, at du måtte gennemleve det, mor. Jeg elsker DIG og jeg elsker FAR helt op til stjernerne, hjem igen og langt længere end det! Tak fordi I var der og TAK fordi I iøvrigt altid har været det! Jeg elsker jer! Tak er kun et fattigt ord <3

Jeg har længe gået og funderet over, hvad min blog primært skal handle om. Generelt findes der mange blogs om mode og fashiontendenser, og da jeg ikke besidder en vis overklassesforstand på mode, så vælger jeg ofte at befri jer fra sådanne indlæg.  Det er mig en gåde, hvordan andre bloggere har råd til at gå og købe alverdens dyre trends og vise dem i adskillige outfit-indlæg på deres blog. For det første har jeg ikke selv råd til alt for dyre vaner og i stedet for, at præsentere en slags underklasses amatør billeder af mine personlige outfits til hverdag, så vil jeg hellere sætte mit fokus et andet sted.

Egentlig har bloggen ikke et decideret omdrejningspunkt. Det er en blog om mig. Sabrina. Min hverdag, tanker og til tider private oplevelser. Jeg håber stadig, at I synes, at det er sjovt at følge med. Et bestemt fokus og omdrejningspunkt, har jeg undladt at give bloggen. Nok mest af alt fordi jeg ikke vidste, hvad jeg sådan lige skulle blotte for jer -og hvor meget!? Balancen mellem det jeg offentliggøre på bloggen og mit privatliv, er en hård fin grænse, som har taget tid at finde. For hvor meget ønsker jeg egentlig, at vise af mig selv? Jeg har intet problem med, at være nøgen i mine private omgivelser, men rent offentlig er det altså bare noget andet og ganske mere grænseoverskridende. Nudist er jeg langt fra. Jeg er sød og ganske blufærdig når i liiiige lære mig at kende. 🙂

Det korte af det lange er, at jeg gerne vil vise noget mere af mig og hvem jeg er. Derfor vil bloggen fremover have et bestemt fokus, som er med til at vise hvem jeg er. Musik. Som jeg offentliggjorde i “kærlighed og krig”-indlægget (HER), så elsker jeg at synge. Jeg har faktisk ikke sunget længe, men jeg må indrømme, at jeg savner det helt ekstremt! Faktisk så meget, at jeg har genoptaget mit eget lille private projekt, som netop nu ikke er så privat alligevel, haha.

Det føles fantastisk endeligt, at have fundet noget, som jeg ønsker at gøre noget ud af på min blog. Mine indlæg vil derfor også blive en smule anderledes. Jeg vil præsenterer jer for min musiksmag og I vil til tider blive spam’et med sange, jeg har fået på hjernen og slet ikke kan holde op med at synge. Mine “versioner” af forskellige sange vil dermed også blive offentliggjort – akkurat som i “kærlighed og krig” indlægget, hvor jeg synger med på Burhan G.s splinternye track. I vil også opdage, at jeg er helt tosset med Celine Dion og at jeg endda vil forsøge mig på, at synge med på hendes tracks – nye som gamle.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget, men imorgen kan I allerede se frem til et track, som har fået en lidt speciel betydning for mig. Nummeret hedder “Thank you”, så kan I jo odds’e lidt på, hvilken artist, der er tale om. Jeg glæder mig til at præsenterer indlægget for jer imorgen.

Med disse ændringer på bloggen ved jeg, at jeg kommer til at skille mig ud her i blogland. Forhåbentlig kun til det bedre og positive. I al fald håber jeg, at I stadig har mod på, at følge med. Jeg synger ikke for, at få en helvedes masse opmærksomhed og fame. For trust me: I’m not that good! Lyt selv HER (hvis ikke du allerede har smugkigget!) Jeg synger fordi, at jeg ikke kan lade være og fordi jeg hygger mig med det. Op i røven om det lyder godt! Jeg går da ud fra, at man stadig vil forvilde sig ind på youtube og lave sit daglige research på personer som Beyonce og JLO, hvis man ønsker at tune noget, der lyder formidabelt! 🙂

Who knows… på en god dag, vil et besøg på min blog højest sandsynlig befri jer for næste ”vatpindsrensning” af øregangen. Selvtak! Skulle det være en anden gang… Vatpinde skal man ikke tage fejl af. De KAN være dyre, hvis du er zippet og med primadonna tendenser. Over and out.

En ting, jeg altid har elsket siden jeg var helt lille, er at synge. For mig har det aldrig gjaldt om, at være speciel god til det. Det har jeg altid ladt andre om at dømme. Da jeg var helt lille (folkeskolealderen) elskede jeg, at låne karoake cd’er på biblioteket og så fik den ellers bare for fuld smadder af Celine Dion “My heart will go on” på mit karoake anlæg. Jeg sang ca. hver dag hele min folkeskolealder igennem, da jeg var yngre og boede hjemme. Jeg legede endda med tanken om, at melde mig til “scenen er din”, men tanken blev aldrig realiseret. Hold op, hvor har jeg dog siddet mange timer foran mine forældres computer og indspillet mine egne udgaver af forskelligt musik, brændt det på cd’er og derefter lyttet til dem i måske flere timer for at finde fejl og forbedre dem hurtigst muligt.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg holdt op med at synge. For jeg er langt fra vokset fra det. Jeg elsker stadigvæk, at synge. Måske har det noget at gøre med min identitet og personlighed. Jeg har altid været meget forsigtig af sind og oveni det en lille smule genert. Jeg er min egen største kritiker og hvis ikke jeg synes det lyder bedre end bare “okay”, så lader jeg ikke folk høre mig.

Derfor er nedenstående klip en smule grænseoverskridende for mig, at offentliggøre bare sådan, bum! Men jeg gør det, selvom jeg hurtigt kan  finde fejl, hvor jeg ikke rammer tonerne rent eller lyder overdøvende tydelig nok i forhold til Burhan G og Caroline.

En dag kommer jeg vel til det stadie, hvor jeg siger “And so WHAT!”. Jeg tror måske, at den dag er i dag… Lyt til klippet nedenfor, grin hvis I har brug for det – og ha’ så en helt igennem fantastisk MANDAG! 🙂

Bip, bip: reminder fra bloggers delight om, at det seneste indlæg er udgivet for 1 måned siden. Nå ja, forhelved. Jeg har jo en blog! Jeg beklager, at bloggen har stået stille så længe. For jer, har tiden været lang, men for mig er dagene bare gået så forbandet stærkt. Et blink, og dagen var omme. Sådan har det føltes for mig. Jeg har oplevet mere overskud stærkt efterfulgt af STOR glæde, over at jeg snart er trappet helt ud af min medicin i forbindelse med al den ravage mine p-piller fik sat igang (LÆS om det HER) og at jeg indtil videre endnu ikke har påtaget mig varige mén. Thank god! Samtidig med min gode periode, hvor jeg stille og roligt har kæmpet mig tilbage på mit arbejde i butik, har jeg oplevet, at komme helt ned i kulkælderen af bare sorg på en måde, som man aldrig nogensinde kan forberede sig på.  Noget der ellers føltes, som en kæmpe sejr blev overskygget af en ligeså stor sorg.

Mit i glade kunder og højt humør, modtog jeg en morgen et af de værste opkald man kan forestille sig, ang. et dødsfald i familien. Fra glæde til sorg. Så forbandet stærkt har den her måned gået for mig. Det er utroligt, hvordan ens hverdag pludselig kan ændre sig fra positiv til det negative i form af sorg. I al fald fik min kæreste og jeg taget afsked med et af de smukkeste mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Smuk udenpå og inden i, det var hun. Hans bedstemor. Et menneske, som jeg kom til at holde af meget hurtigt og som jeg har den dybeste respekt for. Nu har jeg været i familien i 5 1/2 år, så det kan efterhånden ikke undgås, at der vil være nogle mennesker man knytter sig til – og nogen endda mere end andre. Lige nøjagtig hun, vil til evig tid have en plads i mit hjerte og jeg vil savne hende uendeligt, men samtidig glædes over de stunder, jeg fik lov at have med hende. Hvor er jeg heldig bare, at have mødt hende.

Over 150 mennesker var samlet i kirken til bisættelsen. Det fortæller bare, hvor stort og kærligt et menneske, hun var. Jeg havde ellers kørt stilen rimelig cool og fattet. Måske endda mest for min kærestes skyld. For selvfølgelig var jeg også ked af det – og jeg ER stadigvæk meget ked af det. Men for ham måtte jeg være stærk, så det var jeg… Eller jeg forsøgte i det mindste.

Filmen knækkede dog alligevel for mig, da vi rejser os op og skal gå bag kisten og ud af kirken. Hold nu op en overvældende oplevelse. Traditionen tro, var vi placeret forrest i kirken sammen med de nærmeste pårørende. At skulle rejse sig og gå ud af kirken, som nogle af de første bag kisten var virkelig et syn, som jeg aldrig glemmer. Man har absolut ingen fornemmelse af, hvor mange mennesker, der var kommet ind og havde sat sig inden ceremonien egentlig begynder, da blikket jo sjældent bliver kastet tilbage i rummet. Uanset hvor meget jeg end ville holde mig ‘neutral’ og fattet, så lykkedes det mig ikke. Det var umuligt ikke, at blive overvældet og berørt over så mange menneskers fremtræden. Tårerne trillede ustandseligt ned af mine kinder. Sikken en afsked. Til et smukt menneske, følger en smuk begravelse – og den fik hun, som fortjent!

Forhåbentlig vender sorgen igen på et tidspunkt. Min kære svigerinde venter nemlig nr. 2 barn og havde egentlig termin i dag. ‘Når én forlader, kommer der en ny til’. At det måske ikke er kommet helt til at passe slavisk med datoen for bedstemors fødselsdag (d.20/10) er egentlig ligegyldig. Min svigerinde har termin i dag, men det lader ikke til at guldklumpen har tænkt sig, at kigge ud til os endnu – men vi er KLAR og vi står alle med åbne arme når han kommer! <3 Jeg kigger ustandseligt på min tlf. og spørg helt sikkert ‘irriterende-tit’ min kæreste, om han ikke snart har hørt noget fra hende. Men intet er sket endnu. Det formoder vi i al fald, eftersom vi intet har hørt endnu. 🙂 Jeg kan mærke, at jeg bare sådan trænger til noget positivt, noget lykkebringende og livsbekræftende at fokusere på lige netop nu. Liam er hans navn. Jeg er ikke er sekund i tvivl om, at han vil blive alles lyspunkt midt i denne her sorg og jeg glæder mig uendeligt meget til at møde ham!